Prøv avisen
Interview

Seniordating kan vise vejen til øget selvindsigt

Tegning: Morten Voigt.

Ældre menneskers søgen efter kærligheden på internettet bliver foldet ud i den nye film ”Bare en cappuccino”, men livets sande rigdom kan vi ikke date os frem til, lyder budskabet fra instruktøren Elisabeth Rygård

Abelone taster sine interesser ind på computeren. Poesi, musik, natur. Hun smiler drømmende til skærmen. Efter mandens død venter der måske en ny stor kærlighed på den anden side af den digitale dating-mur.

Skuespiller Karen-Lise Mynster spiller den aldrende operasangerinde Abelone i filmen ”Bare en cappuccino”, der har premiere den 24. oktober i Grand Teatret i København. Abelone står på grænsen til depression og isolation, efter at hendes mand er omkommet i en trafikulykke, og for at finde vejen til kærligheden igen opretter hun en profil på en datingside på internettet.

Abelone er fiktion, men hendes virkelighed ligger ikke langt fra andre ældres liv. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 12.800 mennesker i alderen 65-89 år har benyttet sig af en datingside enten på computeren eller via mobiltelefonen i 2017.

Og allerede i 2011 viste en Gallup-undersøgelse, at 22 procent af mennesker over 60 år var åbne over for at finde en partner via internettet.

Så skal man tro statistikken, er der en interesse for at finde en ny livsledsager ved hjælp af internettet. Men er kærligheden i et parforhold opskriften på lykken? Det spørgsmål kredser Abelone om i filmen, hvor hun vover sig ud i tre stævnemøder.

”Bare en cappuccino” er instrueret af den 71-årige forfatter og instruktør Elisabeth Rygård, der ikke selv for øjeblikket er i et forhold, men har to børn fra et tidligere ægteskab.